The Adventures of ART

June 28 1997 - March 22 1998

 

Barry Schwabsky

Spørgsmål til Martin Bigum
pr. fax New York - København, maj 1997

Barry Schwabsky: Er du seriøs?

Martin Bigum: Man kan vel sige, at jeg er så seriøs som virkeligheden byder mig det. Men hvad der for mig er interessant er, hvor meget af virkelighedens seriøsitet man kan opfatte? Jeg har det her besynderlige forhold til virkeligheden, at jeg skal kunne give den tilbage, hvad den gav mig. Jeg opfatter den som en decideret bevidst størrelse, der holder øje med hvordan jeg griber mit liv, og dermed virkeligheden, an. Og den vil ikke gå i dialog, den vil ikke lade sig overmande, ikke afkodes. Og det er så dér, jeg har kunsten, det er dér, dens friområde opstår, hvor jeg kan hævde mit og ikke sådan uden videre er til at stoppe, fordi jeg da har etableret virkeligheden. Når mit arbejde med kunsten lykkes bedst, kan jeg opnå den lykkelige følelse af, at jeg overraskede virkeligheden, kom bag på den eller overhalede den indenom - naturligvis også rent tidsligt, idet min kunst udmønter sig i værker, der forhåbentlig vil være her en del år endnu. En hel del år hvor virkeligheden i sig selv, gang på gang, er gået under i sin egen rivende udvikling. Da er der stadig mine værkers statiske rigiditet: anelsen af en defineret personlig dimension, et fastfrossent nu, forestillingen om autonomi, de blinde vinkler i et værk, der leder mod en belysning af nogle almenmenneskelige grundvilkår. Det, der er interessant, er: er virkeligheden seriøs, eller afprøver den os bare? Resten er så op til mig eller den enkelte.

I en kommentar til dine værker anvendtes engang et Picasso-citat: "Jeg finder ikke, jeg søger". Den sætning husker jeg på en anden måde, så vidt jeg husker sagde Picasso nemlig det stik modsatte: "Jeg søger ikke, jeg finder". Den, der søger, er oprigtig, er involveret i en higen på næsten religiøs vis, men aldrig helt sikker på at have nået sit mål. Den, der finder, tror tværtimod på held, det vil sige sit eget held - det faktum, at han allerede er udvalgt til at stå i kunstens centrum. Den ene er en ulykkelig bevidsthed, den anden en lykkelig. Hvilken gruppe tilhører du?

Begge, jeg må nødvendigvis være begge. At finde, i kunsten, svarer ude-lukkende til, at man blot finder et nyt interessant spor at søge ad - et spor der så skal stå i det processuelles tegn videre fremover, indtil der så at sige "findes igen", når det på det tidspunkt tidligere fundne er opbrugt og har produceret nyt åndsmateriale, eller betydningslag. At finde, ikke bare i kunsten, men vel også i livet, udelukker jo ikke en videre søgen. Såvel som det at søge heller ikke blokerer for at finde. Det er en nødvendig dialektik, der leder det nysgerrige individ ind i andre facetter, erkendelser af hvad livet er for en størrelse. Ikke desto mindre er det altid godt for en kunstner at definere, om han/hun er proces- eller værkorienteret såvel som form- eller indholdfikseret. For mit vedkommende står det lysende klart, at jeg er værkori-enteret, helt og aldeles, derudover at for mig kan form og indhold ikke adskilles, det ville være som at klappe med én hånd. Jeg er værkorienteret, fordi processen for mig er en privat ting - eller også bunder i noget rent håndværksmæssigt. Og, som Aristoteles sagde, "håndværket er blot et red-skab for kunsten". Det er Værket, der er den interessante, definitive gestus. Hvad angår form- og indhold-skismaet, er formen for mig blot noget medfødt hos kunstneren, det er ikke interessant i sig selv, men derimod det - udefinerede - individuelle overskud, der skal vove indholdet. Altså, formen er bare basen for den egentlige udsigelse, nemlig indholdet - og indholdet er noget der ligger uden for én selv og som kun kan rammes via værket, omend indholdet, paradoksalt nok, skal være 500% gennemlevet og erfaret hos kunstneren. For enhver der lever er det klart, at livet er både forbandet og ekstatisk, at den lykkelige søger, den ulykkelige finder, og omvendt. Kunstnerens mulighed for at fastholde dén erfaring ligger i værket.

Betyder "modernisme" stadig noget for dig? Eller "postmodernisme" for den sags skyld?

Nej, lige så vel som jeg er af den overbevisning, at ismerne vil være for-svundet i det næste årtusinde - eller det er da mit håb. Jeg tror på den personlige dimension. Jeg tror på æstetikkens niveau, som en etisk tilgang til verden. Og derfra pegende tilbage på den enkeltes moralske stillingtagen til virkeligheden. Og æstetikken er, for mig, eftersom behandlet inden for fore-stillingen om et autonomt kunstens område, ikke-dogmatisk, ikke-ensrettende, eller lænende sig op ad en af andre defineret ånd. Kunst er ikke illustration, kunst er ikke ideologi. I 90'erne ligger feltet faktisk helt fri for ideologier, systemer og andre faldgruber, der i overordnet henseende egentlig bare har til hensigt at diktere kunsten. Og den bør ikke dikteres, den kan ikke. Egentlig optegner 90'erne den optimale position at navigere ud fra, i kunstnerisk hen-seende, hvor nedrevet, opportunistisk, mangehovedet, effektjagende kunst- scenen så end tager sig ud. Jeg har tidligere sagt, at 90'erne er individualite-tens årti - måske netop derfor er disse år som vand der flyder over gulvet, og ingen ved, hvor det flyder hen. For sådan er det søgende individ jo, og der er ingen sociologiske eller ideologiske rammer til at angive nogle retningslinjer. Da jeg sagde det, håbede jeg dog på selvstændighed. Men det nytter ikke at have ambitioner på andres, og bestemt heller ikke på andet end sin egen kunsts, vegne. Jeg har måttet nøjes med selv at efterleve den anelse, kunne man sige. Filosoffen Felix Guattari har fremsat den anskuelse, at moder-nismen blot er, eller var, et led i en endnu ikke overstået romantik, og det er jeg enig i. Men klonet med min viden om dette århundredes reelle ny viden, og dets blindgyder, og fordi jeg befinder mig i en dekade, der om noget er transitionel, og også decideret afsluttende, vil jeg betegne mit projekt som udtryk for en slags hyper-modernitet. Eller ren og skær nødvendig, klassisk søgen, om man vil.

Du viser malerier, fotografier og videoer under én hat som et samlet, enkeltstående kunstnerisk projekt. Du skriver også poesi, men indtil nu er den ikke blevet præsenteret sammen med de øvrige former. Hvordan vil du formulere forskellen mellem disse to projekter - det visuelle og det litterære? Betyder det, at du nu tager poesien med i The Adventures of ART, at disse projekter nu flyder sammen, eller at din opfattelse af deres indbyrdes forhold er ændret?

Jeg har i de senere år oplevet, at de forskellige medier jeg arbejder med flød sammen, lige pludselig trådte i profil og udgjorde et samlet hele. Og det har, hver gang det er sket, chokeret mig, fordi det først er i bakspejlet jeg kan se, at det var tilfældet.
I kunsten er det en ganske frygtindgydende faktor, at der ikke blot er tale om en ubevidst bevidsthed, der taler igennem, men også en bevidst ubevidsthed. Når man først har fået det rigtig tæt ind på livet, selve det sammenfald, og kan afsløre det ved at se tilbage på den proces man gik igennem, ja, så er alvoren ved det, man foretager sig, først rigtig ved at gå op for èn. At der slet ikke er tale om valg, men om kald. Hvad angår min digtning og mit maleri kan jeg vist nogenlunde fastslå, at der aldrig helt vil ske sammenfald der. Og det bunder i det rent håndværksmæssige, i formen, hvor den karrikerede måde jeg tegner på slet intet har tilfælles med de billeder, eller visualiseringer, der er at finde i
digtene. Men ikke desto mindre suger de to felter af hinandens erfaringer og indholdet kan være det samme, om end digtningen er langt mere hudløs end mit maleriske projekt, der jo indeholder særdeles megen ironi og en egentlig kritik af kunstbegrebet, -opfattelsen og -institutionen. Når mine maleriers motiver er allermest stille, tavse, er der en gådefuldhed til stede i dem, der suger sin næring fra de bedste øjeblikke i de bedste af mine digte. Ligeledes kan andre af mine digte suge næring fra de mest ekspansive af mine malerier, hvor det ornamenterede og spiralliske drive kan slås ud i større, bredere digte. Men formen, og den rent formelle forskellighed de to medier imellem, forhindrer at de kan blive helt forenelige. Der, hvor jeg så i de senere år har oplevet deciderede sammenfald, er mellem digtningen på den ene side og fotografiet, videoen og installationen på den anden. Med fotografierne er det nuet, der er vigtigt, og kun dette, som et godt digt: den allersidste linje i et godt digt, der forinden har fejet alt andet af bordet. De er voyeurens snapshots, det nære og det fjerne, som set af et individ, dokumentation. Og de fungerer som en herlig adspredelse, hvis jeg for en stund gerne vil væk fra min måde at tegne og male på, som kræver så meget tid og energi. Videoernes spænd er endnu større, narrativt og tidsligt, i dem kan jeg behandle en syndflod af indtryk, som det ikke ville være muligt at proppe ind i et maleri eller et digt, men som ikke desto mindre har digtets atomare måde at skildre på. Lad mig nævne et sammenfald: i '96 udgav jeg digtsamlingen Overmorgen (Millennium). Den havde jeg arbejdet på siden '92, og jeg vidste i de mellemliggende fire år ikke, at dens konsensus skulle blive den individuelle og globale friktion omkring "fin de millenaire". Det var noget, jeg måtte skrive mig frem til, i digt for digt blev det klart at det var det, den stilede mod. Sideløbende med at dette begyndte at falde på plads, begyndte jeg på billede-kunstområdet at tegne story-board og lave de første optagelser til videoen Runner (Millennium). Intet af dette var defineret som havende samme omdrej-
ningspunkt. Èt var jo skrift, et andet det helt bevægelige filmmedie. Men videoens essens er den samme som digtsamlingens. Da det endelig blev klart, vistes Runner på udstillingen Millennium i '96, der på det tidspunkt havde en hel digtsamling som basis, eller pendul - den var udkommet et halvt år forinden; jeg kunne næsten høre de to medier hvine af fryd over, at de begge havde haft en så fremtrædende plads i mit univers. Og at jeg først nu opdagede det! Installationerne er helt fysiske digte, hvis ord er erstattet med materialer, der fungerer som allegorier. Og med installationerne er det som med billederne, et digt, en video: de bliver først færdige i beskuerens hoved.

På The Adventures of ARt vil du kunne opleve tre digte fra Overmorgen (Millennium) sat i musik og blive sunget af mig, med strygere og alt. Dette som en version af videoen Runner, der altså i denne omgang har fået sig et nyt "sound-track". Og det digtene siger, det jeg synger, kan du nærmest bogstaveligt se på skærmen. Siger digtet "en varm, varm glødende oliehimmel / over et vinterlandskab", ja, så er det det, du ser på skærmen. Og det bedste er at det er ingen tilfældighed, jeg har bare opdaget det ved et tilfælde! Der er en korrespondance, der intet har med mig at gøre, men det er mig der skal nedfælde den!

Jeg er nysgerrig omkring din besættelse - er det det rette ord? - af millen-nium-tanken. Tror du ikke, at når det endelig er der, så vil millenniet allerede være passé? Jeg mener, er det ikke en af de begivenheder, hvor interessen er udtømt gennem forventningerne til den?

Er du seriøs?

Barry Schwabsky er kunstkritiker i New York,
hvor han skriver regelmæssigt for Artforum,
Art in America og andre udgivelser. Han er
forfatter til The Widening Circle: Consequences
of Modernism in Contemporary Art (Den vok-
sende Cirkel: Konsekvenser for Modernismen i
nutidig Kunst) (Cambridge University Press,
1997) og medforfatter til Jessica Stockholder
(Phaidon Press, 1995).